Bag navnet Lone S design gemmer sig Lone Schaadt. Jeg er fra 1955 og har arbejdet meget alsidigt med mange forskellige medier i årenes løb. I 1999 blev jeg færdig som seminarieuddannet håndarbejdslærer fra Haandarbejdets Fremme Seminarium. I de sidste år er det mere og mere rettet ind på de tekstile medier og min uundværlige makker – symaskinen.
Jeg arbejder både med det mere traditionelle patchwork og med det billedskabende tekstilkunst – begge dele hører hjemme i min tekstile verden.
Der er ofte sat forskellige ting på mine arbejder – perler, bånd og snore, forskellige transparente materialer som organza og tyll samt diverse former for silkeprodukter som kan være silkerødder og kokoner. Når jeg får en ide til et arbejde, så afprøver jeg ofte en mængde forskellige materialer inden jeg finder det helt rigtige, andre gange er jeg heldig og finder det helt rigtige udtryk første gang. Der er kommet mere tredimensionalitet ind i mine arbejder i de senere år, og når man først har fået kærlighed for det, så er det lidt svært (tamt) at arbejde med noget som ikke har denne effekt tilsat! Man bliver ligesom afhængig af det!
For mig betyder det rigtigt meget, at jeg har det godt med det jeg laver, og at jeg har det sjovt! Ofte har jeg indtryk af, at vi stræber så meget efter det perfekte, at vi derfor lidt glemmer at have det sjovt med det vi laver. På mine kurser bestræber jeg mig på at give denne legende tilgang til patchwork og tekstilkunst videre til mine kursister, i håb om, at deres arbejder i fremtiden vil bære præg af denne legen med tingene.
Jeg håber, at jeg kan være med til at give inspiration til at eksperimentere og sprænge både personlige og traditionelle grænser i arbejdet med patchwork og tekstilkunst.